Indlæser Begivenheder

Tønder Frikirke har lejet Schweizerhalle til en foredrags- og gospelaften: Mød Charlotte Rørth, forfatter til bogen ”Jeg mødte Jesus” og lyt til Tønder Gospelkor!

Charlotte Rørth, journalist ved Nordjyske Medier, udgav i 2015 bogen ”Jeg mødte Jesus – bekendelser fra en modvillig troende”. Bogen høstede stor succes og er siden oversat til flere sprog. Til oktober udgiver hun opfølgeren ”Vi mødte Jesus – og hvad kommer det andre ved” med bidrag fra flere end 75, der har haft religiøse oplevelser, men også fra dem, der forsker i dem. ”Der har været en hel overvældende interesse, men det er egentlig ikke så underligt, for forskerne kan nu fortælle, at over halvdelen af os på et tidspunkt i vores liv har en oplevelse, man kan kalde religiøs, åndelig eller spirituel,” fortæller Charlotte Rørth. ”Mange advarede mig om, at jeg ville blive latterliggjort, hvis jeg fortalte om mit møde med Jesus. Men det er gået lige modsat. Det er som om, folk trænger til et fællesskab, hvor de trygt kan tale om det guddommelige; det, der er så svært at finde ord for.”

Tønder Gospelkor medvirker også ved arrangementet.  ”Gospel er jo en bred genre og rummer alt fra pop og ballader til jazz og rock. Der er alt fra de gamle Negro Spirituals til moderne gospelsange af Kirk Franklin,” siger Stig Möglich Rasmussen, leder af Tønder Gospelkor.

Arrangør: Tønder Frikirke